What I read:
Mindfulness rider på en modebølge ligenu. Desværre, for når noget bliver overeksponeret, sker der nogle gange en udvanding. Enhver aftenskole/fitnesscenter udbyder mindfulness, ethvert dameblad med respekt for sig selv har side op og side ned om mindfulness og får det til at lyde som om man bare lige knipser med fingrene og 1-2-3 er man mindful = lykkelig.
Mindfulness er hårdt arbejde. Jeg har stiftet bekendtskab med det gennem psykiatrien. Heldigt for mig er det en af måderne man arbejder på på den afdeling, hvor jeg var indlagt. Jeg har verdens bedste behandler i den henseende og jeg har meget at takke hende for.
Mindfulness er ikke en stræben efter lykke, men en måde at være i og tåle nuet. Ligenu og her. ikke i fortiden og ikke i fremtiden, men NU. Det er en måde at arbejde sig ud af depressionen og forebygge nye depressioner, hvilket det forskningsmæssigt er bevist kan lade sig gøre med netop mindfulnessbaseret kognitiv terapi.
At være mindful handler ikke om at "fall away" som andre meditationsformer, men netop om at "fall awake" og ikke være på autopilot og ikke at overgive sig til den tåge, der så let fjerner fokus. Men for pokker, når man så også er særlig sensitiv, hører alt, ser alt, lugter alt, føler alt, så kan det virkelig være en prøvelse udover det sædvanlige at fokusere og meget nemt at blive stresset, føle sig anderledes og utilstrækkelig.
Denne nye bog er en stor hjælp til mennesker med meget skærpede sanser. Med enkle øvelser kan man øve sig (med vægt på øve, for netop en ikke-stræben kendetegner det at være mindful) på at skabe indre ro og skabe de bedste betingelser for nærvær. Og nej, selvom bogen er lige til at gå til, er det på ingen måde så let som at knipse med fingrene, men alligevel det hele værd!
Skriv endelig, hvis I vil have flere titler om dette emne.