lørdag den 29. januar 2011

Rørt !! - eller klichéfyldt indlæg.

Jeg mangler ord når jeg skal beskrive præcis, hvad jeg tænker om det, der ventede mig da jeg forleden dag fik overrakt en fin kuvert med et endnu finere indhold.

Det lyder utroligt klichéfyldt det dér med at mangle ord, I know, men det er ikke desto mindre sandt. Jeg kan sige at jeg er rørt, taknemmelig, sige tusind tak, men jeg kan altså alligevel ikke helt beskrive hvordan det er at modtage en gave "bare fordi" nogen ønsker at gøre noget godt for mig.

Nogen har gjort sig umage og kræset om en gave, der lige ville være mig, kræset om indpakning, og taget sig tid til at skrive et meget personlig kort,- og det vildeste er at denne "nogen" og jeg ikke kender hinanden personligt!!

 Ida havde varskoet mig på forhånd ved at be' om min adresse, men det gjorde ikke glæden mindre!
Tænk at der findes mennesker, der tager sig tid til at glæde andre på en sådan måde. Det er intet mindre end meget rørende og betød en hel masse for mig!

Jeg har fået det fineste anker, som har en stor symbolsk betydning her hos mig, desuden har jeg fået de skønneste stoffer, som nu ligger her foran mig og venter på den helt rette anvendelse.
Tusind Tusind tak Ida!


torsdag den 13. januar 2011

Nytårsforsættet, der (delvis) blev holdt -eller lidt om løst og fast.


Hmm, jeg har tænkt på dette indlæg siden år 2010 gik på hæld. De sidste mange måneder har bloggen været forsømt. Desværre ikke af kreative grunde, men på grund af sygdom. Det er mig der er syg. Men inden jeg begiver mig ud í flere mere eller mindre private beskrivelser af livet, har jeg brug for at tænke. Ja ok, jeg HAR jo tænkte i ret mange uger allerede, mens så i det mindste vinde lidt mere tid, hvor jeg har brug for at overveje, hvor privat dette indlæg skal være, hvilken gavn det kan have at åbne op for posen, og andre små detaljer i den retning. Så jeg starter lige et andet sted. Nærmere bestemt ved overgangen fra 2009 til 2010.

Jeg har (klog af skade) ikke normalt nytårsforsætter. I ved, det der med, at forbuden frugt smager bedst, det er en stor sandhed. Så er forsættet, at ville tabe sig, er det stensikkert at man nytårsdag kan finde mig ifærd med at tømme den nærmeste snolderbutik. Har nytårsforsættet været købestop, fordi jeg jo ret beset INTET mangler, ja så er det ligeså sikkert at I har kunnet møde mig i færd med at tømme de udsalgsfyldte butikker. Nå men tilbage til sidste års forsæt: Jeg har i mange år handlet stort ind til allemulige kreative projekter, ja, købte sågar en dyr symaskine for 10 år siden :rødme:, uden nogensinde at få lavet noget som helst i kreativ retning.

Men sidste år lagde min søs og jeg ud med et hæklekursus, og det førte til forsættet om at året skulle stå i kreativitetens navn. Og her kom det mig jo så lige til gode at jeg da havde opbygget et materialelager, der ville få Panduro til at blegne :-)
Når jeg kigger tilbage i mine indlæg, har jeg også hygget mig med mange forskellige projekter og det er skønt at have lysten til at kreere.

 Men hvori består det delvise så, tænker du måske. Oprindeligt lød forsættet sådan lidt for sjov: Vær' kreativ og hold depressionen fra døren (hvis man nørkler, bruger man ikke tiden på at falde i et med sofaen og pille sig selv i navlen, vel?!)
        
Men det kunne krealysten ikke, altså holde depressionen fra døren, så derfor har der været stille her. Jeg er indlagt på 4. måned, men har nydt at følge jer og jeres overflødighedshorn af idéer, hvoraf mange er blevet afprøvet undervejs. Jeg tror jeg vælger ikke at slette i dette indlæg (Tiltrods for længde og elementet af "privathed") Jeg har selv til tider fundet ro ved at læse med her, fundet ro i Mettes beskrivelser og og i følelsen af ikke at være alene. Så måske nogen også kan få gavn af at læse dette. Det er mit ydmyge ønske for 2011
 :-) (Nævnte jeg at jeg også ønsker mig en mintgrøn Kitchen Aid??)

Tusind tak for alle de varme ord og tanker I har sendt mig! Og rigtig godt nytår

Billedet har som sådan ikke noget med teksten her at gøre (det ville jo være lidt søgt at kalde det "et lys i mørket, ikke" :-)) men viser de fine vaser jeg fik i julegave!