søndag den 12. januar 2014

2013 -Et heelt almindeligt år!


Umiddelbart lyder det måske ikke som noget prisværdigt, men ved I hvad; DET ER DET!

Jeg har hele mit liv haft et noget skrøbeligt sind, med alt hvad det indebærer af udfordringer, men jeg kæmpede en brav kamp, for at klare de nogle gange umenneskelige udfordringer, fordi jeg ikke vidste, at man ikke skulle have det sådan og at det altså ikke var normalt at skulle klare alt det livet bød mig.
Som nogle måske ved, gik det helt helt galt i 2010, hvorefter jeg endte med at være indlagt i 7 mdr. altså et langt stykke ind i 2011 og blive begavet med en del forskellige mere eller mindre flatterende diagnoser, der for manges vedkommende alligevel ikke var aktuelle. Nå men altså..resten af 2011 kæmpede jeg med forkert medicinering, et system, der var meget mærkeligt skruet sammen, en familie, jeg ikke kunne finde mig til rette i efter at have været væk så længe (der var jo nye rutiner, en forandret mig, et forandret forhold osv.). Første halvdel af 2012 kæmpede jeg videre på alle fronter, jeg havde det bedre på nogle områder jo vist, men jeg var stadig ude i mange ekstremer på begge sider af skalaen. I sommeren 2012 var der pludselig sammenfald af en masse ting, der gjorde det muligt at flytte tættere på familien og vende tilbage til den del af landet jeg forlod, da jeg var færdig med at gå på gymnasiet, og som jeg aldrig tænkte jeg skulle vende tilbage til andet end på besøg, haha!

Men for at gøre en allerede lang historie lidt kortere. Storbypigen flyttede ud på Lars tyndskids marker, og fandt roen -og sig selv, eller en ny og god udgave i hvert fald. Jo vist, jeg tager noget meget udskældt medicin, men JEG har altså også selv en fortjeneste.

2013 har budt på en masse arbejde, godt nok vikariater, men jeg er gået på arbejde og følt mig fagligt stærk (for første gang!!), uden lammende angst for hverken chefer eller andet godtfolk, med en fornemmelse af sammenhæng, og sidst i 2013 også en følelse af, at den uddannelse jeg tog af nød og slet slet ikke af lyst, alligevel de sidste måneder har bragt mig en masse glæde.

Jeg har været en almindelig mor, veninde, kone, datter, søster (ja ok, nogenlunde almindelig) uden hele tiden at være i sine følelsers vold, uden lammende angst, uden at føle det som om ens sanser havde magten, uden de alt overskyggende strategier, der skulle få mig til at overleve, men som ikke rigtigt er foreneligt med et levet liv. jeg er ALMINDELIGT ked af det, bange, glad. Jeg kan sove, jeg er ALMINDELIGT påvirket af lyde, dufte og andre mennesker. Jeg lever et helt almindeligt liv på landet med 3 irriterende teens/præteens (som også er dejlige af og til ;-)), en helt almindelig pisseirriterende/sjov/skøn/kedelig/træls gymnasielærermand i fodformede sko, turer i Fakta, opvask og en masse vasketøj -og en helt masse andet END en masse ekstremer!! OG jeg er GLAD!

Rigtig godt 2014 til alle jer, der gad læse med! Jeg tror vi bliver gode venner, det nye år og jeg :-)