Så skal I lige endnu en tur "hjem" til Ærø.
Vi har besøgt et af de mest storslåede steder jeg nogensinde har været (og det er faktisk sagt helt uden overdrivelse, og næsten helt objektivt :-))
Midt på Ærø, med en blændende udsigt over Østersøen, ligger Voderup Klint. Klinten er formet som 3 enorme trappetrin ned mod havet, og er op til 30 meter i højden og 3 kilometer lang. Nogle i familien gik meget op i geologien, som er speciel her og blandt andet viser, at Ærø var dækket af talrige gletsjere. Nogle i familien gik også meget op i det enestående, at der her på grund af klintens sydvendte placering, findes insektarter, som ikke findes andre steder i Danmark. Ja, noget for enhver smag ikke sandt :-)
Andre syntes, at de grønne marker med græssende kreaturer op mod det grå oprørte hav, og i kombination med blæstens riv og rusk, gjorde opholdet magisk lige netop på den her dag, på det her sted.